INDLEDNING

Da vikingerne levede, viste de sikkert ikke engang de var vikinger, de vidste sikkert ikke at de var noget særligt, til tider havde de vel kedet sig og ønsket de var født i en anden tidsalder. At de levede i en af den danske histories mest dramatiske perioder havde sikkert undret dem. Saxo, den store danske historie skriver mente da heller ikke at vikingetiden var noget særligt i forhold til Valdemartiden. I dag nikker vi genkendende til vikingetiden og vi vil gerne sammenlignes med tiden. Vi ser det på de internationale fodboldarenaer, hvor danskere i rødt og hvidt er udstyret med vikinge- hjælme, som et tegn på vildskab og sejr. Denne opfattelse af vikingetiden startede i 1800-tallet efter Napoleonskrigene, da vi mistede Norge, og Danmark gik fallit, senere tabte vi krigen i 1864 og Slesvig-holsten blev tysk. Efter den tid havde den danske nation brug for helte og forbilleder, og her var vikingetiden jo et perfekt sted at starte. Vikingerne tog jo ud i den store verden og eroberede land, og nåede højdepunktet med Knud den store, konge over Danmark, Norge, dele af Sverige, og England, på det tidspunkt var Danmark ikke en lilleput stat, men en stor magt som man måtte tage alvorlig og bøje sig for. I denne opgave vil jeg forsøge at belyse emnet vikingetiden i almindelighed og kong Knud den store i særdeleshed. Opgaven indeholder en historisk beskrivelse af tiden fra ca. 793 til ca. år 1035. Jeg har forsøgt at vurdere og flette de forskellige kilder så godt ind i hinanden så godt som det kunne lade sig gøre. Desuden vil jeg også gå ind og se nærmere på dette overskud af energi nødvendigvis må have været, for at man kunne lave disse voldsomme ekspansioner. I denne opgave er der hovedsaligt brugt engelske kilder eller engelske kilder oversat til dansk, da der praktisk talt ikke findes danske kilder fra den tid. Den største danske viden fra vikingetiden stammer da også fra udgravninger i dette århundrede. I denne opgave er mine noter markeret sådan, og de kan findes bagerst i opgaven under dens tilhørende under/overskrift. Jeg vil afslutte med en konklusion, både over arbejdsforløbet, men også over selve opgaven.

I den Angelsaksiske krønike under år 793 ses de første tegn på nordisk aktivitet i Nordsøen og markere dermed begyndelsen på vikingetiden og hvordan angelsakserne opfattede de første nordiske angreb på engelsk jord, ses tydeligt i den Angelsaksiske krønike: I dette år forekom ildevarslende tegn over Northumbria som indgød folket stor frygt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lynild, og ildsprudlende sås flyve i luften. En stor hungersnød fulgte straks efter disse år, den 8. Juni, ødelagde hedningernes hærgen guds kirke på Lindisfarne ved plyndring og mord. Dette er det første registrerede vikinge angreb i Europa, en periode som berørte næsten hele Europa lige fra murmansk i nord til Byzans i syd. Traditionelt betragter man de første vikingetogter som små private foretagende, man operere som regel med en tre-trins-model: I starten små private små togter, senere i slutningen af det 9. og begyndelsen af det 10. Århundrede , omfattende ekspeditioner med udvandring og kolonisation som følge, endelig fra ca. år 1000 store statsforetagender (egentlige politiske erobringer). Denne model har dog visse forbehold da man må gå ud fra at de tre skandinaviske lande næppe gennem gik de nævnte faser på samme tid. I citatet fra den Angelsaksiske krønike fremhæves det voldelige element meget tydeligt (som det også gør i mange andre kilder), dette kan dog til en hvis grad let forklares, for det første er de fleste skriftlige kilder fra den gang, som før omtalt, udenlandske, altså fjenden, som jo ikke sparer på krudtet, med hensyn til modstandernes brutalitet og styrke, dernæst er de fleste skriftlige kilder skrevet af kirkens mænd, ikke at disse ikke var bekendt med død og ødelæggelse i almindelighed, men fordi de hellige bygninger (kirker) ikke blev ladt i fred af vikingerne, men tværtimod efterstræbt for deres enorme rigdomme. Ved at lægge argumenter frem, som disse har man i længere tid forsøgt at nedprioritere de voldelige aspekter og fremhæve vikingerne som handelsfolk. Men hvad var i det hele taget grunden til denne store ekspansion? For det første måtte vikingerne på dette tidspunkt være på et meget højt teknisk niveau, og dette er der også flere fund der tyder på, eksempelvis de fire store ringborge: Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat og Aggersborg som er udført med en enorm præcision, også den store forsvarsvold til syd Dannevirke tyder på en stor teknisk kunnen, men også at der var store ressourcer til rådighed.

Første togter mod England

Irland var det første land som måtte stå mål for de fleste vikinge plyndringer, senere også England, selv så betydelige byer som London og Hamwih (Southamptons forløber). Vikingernes antal steg også, der berettet således i den Angelsaksiske krønike, at der i vinteren 850-51 overvintrede en flåde på omkring 350 skibe i Themsen, denne hær stormede senere Canterbury og slog Kong Beorhtwulf af Mercia og hans hær på flugt, nu var disse togter ikke længre kun baseret på plyndring, men også på erobring. Lige siden de første togter mod England havde skandinavier bosat sig i England og op igemmen 800-tallet og starten af 900-tallet havde flere vikinge høvdinger haft held til at bosætte sig og varetage dele af landet i deres varetægt, men omkring år 954 lykkedes det Kong Alfreds efterkommere at få magt over de dele af landet, som danerne havde erobret. Dette vakte specielt modstand i Northumbia, som forsøgte at bevare deres selvstændighed ved hjælp af skandinaviske konger, den sidste var Kong Blodøkse og ved hans død i 954, var den skandinaviske i ærea i første omgang forbi, dog blev de skandinaviske bosættere ikke fordrevet.

Under året 994 i den angelsaksiske krønike, nævnes Kong Sven for første gang: “I dette år kom Olaf og Sven til London d. 8 september (Nativity of St. Mary) med 94 skibe, og de rettede et vedholdende angreb på byen, og de ville ligeledes tænde den i brand; men de led større fortræd og skade, end de nogen sinde havde troet en bybefolkning ville tilføje dem. Men det var den Hellige Guds Moder, som viste borgerne sin barmhjertighed, idet hun befriede dem fra deres fjender. Disse drog derfra og anrettede ved kysten af Essex, Kent, Sussex og Hampshire så stor skade, som aldrig nogen hær i retning af brand, hærgen og drab. Dernæst steg de til hest, red så langt, som de ville, og anrettede ubeskrivelig stor skade. Da bestemte kongen og hans witan, at man skulle sende bud efter dem og love dem tribut og levnedsmidler, mod at de holdt inde med hærgningen. Fjenderne modtog det tilbudte, og hele den fremmede hær drog til Southampton, hvor der blev opslået vinter kvarter. I hele det vestsaksiske rige blev der leveret levnedsmidler til dem, og der blev udbetalt 16000 pund.”

Jeg har ikke kunnet belyse om Kong Sven og hans hær opholdt sig i England i årene mellem 994-1002. Men han må have opholdt sig i Danmark i den tid (i korte eller længre perioder), da han først overlod Danmark i hans yngste søns (Harald) styre i år 1013, i det år invaderede Kong Sven nemlig England, med det formål at erobere England. I årene før havde Kong Sven udført adskillige angreb på engelsk jord. Kong Svens rige i Danmark var ikke i særdeleshed truet af uvedkomne, men som det belyses i Danmarks historien forlyder det at han indsatte Harald som konge i Danmark, fordi selvstændige vikingeflåder var potencielle trusler for kongemagten. Som før omtalt satte Kong Sven et stort angreb ind mod England i år 1013, en af grundene kunne til dels være Torkils overgang til fjenden, en anden kunne være Kong Æthelred nedslagtning af et vis omfang danskere d.13. November år 1002 (blandt de drabte var Sven Tveskægs søster og hans svoger). Ved sommertid løb han ind til Sandwish ved kysten af Kent og sejlede derpå hurtig op langs østkysten til Humber og oprettede sin base i Gainsborough ved floden Trent, hele Northumberland underkastede sig straks, derefter hele befolkningen i Lindsey og befolkningen i Femborgene og hurtigt derefter alle danskerne nord for Watling street. Man gav ham gidsler fra hvert shire. Sven marcherede derpå videre sydpå, idet han efter lod sin søn Knud med ansvaret for gidslerne der skulle opretholde roen i de besatte områder. Sven mødte kun svag modstand i Oxford og Winchester hvor de også gav ham gidsler. Derfra drog han mod øst mod London, hvor mange af hans mænd druknede i Themsen, fordi de ikke gjorde sig den ulejlighed at finde en bro. Da han kom til London, ville borgerne ikke bøje sig, fordi Kong Æthelred og Torkil var derinde. Sven drog derfra til Watlingford og videre over Themsen mod vest til Bath, hvor han slog lejr med sin hær. Dertil kom også ealdorman Æthelmær og kongens thegner, fra de vestlige dele af landet og alle bøjede sig for Sven og gav ham gidsler. Da han var trængt så langt frem, vendte han nordpå til skibene og hele nationen anerkendte ham som konge, derefter underkastede Londons borgere sig også, fodi de var bange for at Sven skulle udslette dem.Ved juletid forlod Kong Æthelred England og søgte asyl i Nordmandiet. Kong Sven kunne nu nyde sejrens sødme, men det blev kun en takket frist, for han døde d.3 år 1014 februar i Gainsborough.

Kong Svens død

Kong Svens død og tiden lige før er beskrevet således i “Kong Knuts liv og gerninger”: Da han nu forud anede, at hans legemes opløsning stod for døren, lader han sin søn Knut, som han havde hos sig, kalde til sig og forkynder ham, at han selv snart skulde vandre alt køds vej. Og idet han gav ham mange formaninger angaaende rigets styrelse og instændig opfodrede ham til iver for kristendommen, betroede han, Gud være takket, denne mand, den værdigste af alle, de kongelige scepter. Denne hans handling gav særligt danerne, over hvem han lovmæssigt skulde herske, deres bifald, og de glædede sig over, at han blev indsat til konge over dem, medens hans fader stadig var i live. Efter dette var sket, som her er sagt, bad faderen sin søn om, at hvis han nogen sinde vendte tilbage til sit fødelands jord, vilde føre sin faders lig med tilbage dertil og lade ham, som hørte til et andet folk, ligge jordet i et fremmed land; han vidste nemlig nok, at han på grund af, at han med magt havde tiltaget sig kongedømmet, var forhadt der ovre. Og ikke længe efter betalte han naturen sin sidste gæld, idet han gengav sin sjæl til himlen, men sine lemmer til jorden.

Efter Svens død overtog den unge knud styret, dog var det kun Svens tidligere hær der anerkendte ham som konge. Ved fastetiden i år 1014 var kong Æthelred retuneret til England og han vandt meget støtte blandt befolkningen til at fordrive Kong Knud fra England. Kong Knud var nu meget presset, fordi han ikke havde nok loyale folk til at holde styret i hans magt, umiddelbart efter påske sætter kong Knud til søs, der skrives således i den angelsakiske krønike: “Og han satte kursen mod syd til han nåede Sandwish, og her satte han gidslerne af som man havde givet til hans fader, og han skar deres hænder, øre og næser af”. Tilbage i England var Torkil den høje. Der hersker stadig tvivl, om det var som kong Knuds mand eller det var på egen hånd han nu forsøgte at hverve magten i England - Torkil havde åbenbart skiftet side efter at have været betalt af kong Æthelred, som hans væbner. At Harold var blevet konge i Danmark godtog Knud som koncentrerede sine kræfter om at generobre England. Han brugte et år på at samle de fornødne styrker, og hvervede folk fra hele Skandinavien. I dette år modtog Harald og Knud også deres faders lig, som de lod begrave i Hellig Trefoldigheds kirke, liget var blevet bragt til Danmark af en ukendt frue (formentlig af dansk oprindelse), Theitmar af Merseburg fortæller endvidere, at kong Ætlelred efter sin hjemkomst havde villet hævne sig på Kong Sven og tilintetgøre hans lig, men det forhindrede den før omtalte frue (Sven var blevet bisat i York, de danskes hovedstad i England). Imens kong Knud forberedte, vendte Torkil den høje tilbage til Danmark. Der skrives således i Kong Knuts liv og gerninger: Det var Torkil; ihukommende, hvad han havde gjort mod Sven, samt at han for nylig uden orlov fra sin herre kong Knut egenraadig var bleven tilbage i det angliske land, kom han nemlig nu med ni skibe og deres krigsmandskab for at opsøge sin herre og give ham til kende, at det ikke var for at skade hans sag, at han var bleven tilbage, da Knut drog bort. Da han kom, vovede han dog ikke uden tilladelse at lægge til ved kysten ...-...Saa snart det var bleven tilstedt, gik han op paa land og bad sin herre om naade; og efter at han, skønt det kostede meget besvær, havde vundet udsoning med ham, gav han ham troskab paa, at han for eftertiden vilde tjene ham med trofasthed..-... Desuden sagde han, havde han i anglernes land efterladt tredive skibe tillige med en hærstyrke af de paalideligste folk, der, saa snart de indfandt sig, vilde modtage dem med ære og vejlede dem paa deres tog gennem hele landets omraade.”

Endelig i August år 1015 havde kong Knud samlet en stor nok hær til at vende tilbage til England med det formål at tilbage erobre magten i England. De landede ved Sandwish i dagene mellem d. 15. August og d.8.September. I England var man dog forberedt på denne store hær og kong Æthelred havde fået samlet en større hær, da de to hære mødtes ved Scorastan, hvor Torkil ifølge “kong Knuts liv og gerninger” så sit snit til at vinde kong Knuts tillid igen, ved at lede angrebet mod en modstander der var talmæssig i overtal, der står således i “kong Knuts liv og gerninger: Da saa` Thorkil, at nu var det øjeblik kommen, da han kunde lægge sin troskab mod sin for dagen, og sagde: -Jeg skal sørge for at vinde dette slag for min herre med mine folk, og ikke vil jeg tillade, at min konge, saa glødende hidsig en yngling som han jo er, styrter ind i denne kamp for selv at bære vaaben paa fjenden. Thi vinder jeg sejr, vil min sejrsros gaa over paa kongen selv; men falder jeg, eller maa jeg vende ryggen, ville anglerne ikke vinde saa stor ære derved, eftersom kongen da endnu vil være tilbage, og han vil baade optage kampen paa ny og maaske som sejrherre hævne min skade. Dette slag fandt sted ifølge angelsaksiske kilder d. 25 juni år 1016 og det var ifølge engelske kilder heller ikke det første, for det første skulle have fundet sted ved Lindisey. Kong Knud blev i dele af England fra starten modtaget som konge, men umiddelbart havde han ikke den samme krigslykke, som sin far havde haft det. Og da Kong Æthelred døde d. 23 april 1016, blev hans søn Edmund udvalgt til at efterfølge ham. Han gjorde kraftig modstand mod Knud. Den angelsaksiske krønike omhandler fem meget k raftige og blodige slag i tidsrummet mellem kong Æthelred`s død og dagen/dagene vor de to parter slutter fred og bliver enige om at dele England. Kong Knud og kong Edmund deler England således at kong Edmund bliver konge syd for Themsen og kong Knud nord for Themsen. Kong Edmund dør imidlertid pludseligt i november 1016 og englænderne havde herefter intet valg, men måtte acceptere Knud som konge over hele riget. Knud delte nu landet i fire dele: wessex til ham selv, øst anglia til Thorkil, Mercia til Eadric, og Northumbria til Eric. Kong Knud giftede sig i år 1017 med Æthelred`s enke Emma, og dette var nok et meget klogt træk, da det for det første symboliserede en forsoning af det engelske og det danske folk, samtidig mindskede det sikkert også risikoen, for at Emma`s broder Richard hertug af Normandiet skulle gribe ind, til fordel for Æthelred`s sønner, Edvard og Alfred, som var flygtet til Richards hof i Normandiet.

Erobringen af England gjorde kong Knud til en umådelig rig hersker, idet at englænderne igennem årtier havde opbygget et beskatningssystem som skulle hjælpe til at betale tributter, til de mange private vikingetogter som var bølget hen over landet i de foregående årtier. Og hele dette system besad kong Knud nu, alene i 1018 indsamlede han 82500£ fra hele landet og med dette sølv betalte han en rundhåndet sum til folkene på vikingeflåderne, der blev sendt hjem til Danmark. Knud beholdte dog stadig 40 skibe i hans tjenste. En sådan flåde var yderst vigtig først og fremmest som forsvar fra andre vikinger. For det andet havde kong Kund også store planer omkring skandinavien, således overtog han den danske trone efter hans broders død i år 1019. Ti år senere jog han med 50 skibe den norske kong Olav Haraldson i landflygtighed. I hen omkring de 20 år var Knud, konge over en af de største nationer i Europa, på sit højste var England, Danmark, Norge og dele af Sverige plus et overherredømme i Skotland indlemmet. Dette store imperium faldt til jorden efter knud`s død d.12 november 1035, han blev begravet i Winchester i “The Old Minster”, hvor også hans kone Emma og hans to sønner senere blev begravet.

Da jeg gik igang med emnet vikingerne tænkte jeg at det bare var en opgave der skulle overstås, men efterhånden, som jeg læste mere og mere blev det mere spændende. Bare det at tænke at Danmark engang har haft en konge som ikke bare var konge over Danmark, men over næsten hele Skandinavien og England er i sig selv en dejlig tanke. Det mest fascinerende ved denne arbejdsproces var, synes jeg at man selv skulle sammenligne kilderne og forsøge at danne et billede af hvordan det hang sammen den gang, sammenligne kilder og derved se hvor der var brygget lidt ekstra på, af forfatteren for at få historien til at falde lidt mere til ens fordel. Hvis man foreksempel tager de engelske, som jeg vist også nævnte i starten, var der jo brygget lidt mere på i forhold til vikingernes vildskab i de nævnte slag. Det sværeste ved at arbejde med materiale fra dengang er helt sikkert synes jeg, at sætte sig ind i deres mentale tanke gang. Lad mig tage et eksempel: I dag tænker man om Danmark som et samlet folk, men dengang var det delt op, ikke i direkte distrikter, men i områder hvor forskellige høvdinger/konger regerede over deres egen hær eller folk. Jeg mener at det er svært at skelne ven fra fjende, da du ikke nødvendigvis er ven med dansker hvis du er dansker, eller fjende med englænder hvis du er dansker osv. Et godt eksempel må være Torkil den Høje, som med sin egen hær huserede under flere forskellige konger og til tider også for sig selv (jeg kan ikke lade være med at tænke på ham som Loke, fra Valhalla). Nå, men disse sidste ord, vil jeg takke af. Der er jo fodbold ude på stadion i morgen, så jeg tror jeg vil finde min vikingehjælm frem og gå ud og brøle en stor hyldest til mine forfædre og takke dem for at de ligesom har vist vejen.

Kong Knuts liv og gerninger El. Æreskrift for droning Emma
oversat af M.CL. GERTZ udgivet 1896
Original skrift: Munk der boede på grænsen til flandern

Gyldendal og politikens DANMARKS HISTORIE 700-1050 Nr.
Af Peter Sawyer På dansk ved Marie Hvidt
udgivet i 1988

The anglo-saxon chronicle
Edited by Dorothy Whitelock
udgivet 1961

Vikinger og togter
af Carl Harding Sørensen
udgivet 1990 første oplæg

Vikingerne i England
af Else Roesdahl
udgivet 1981