Prolog

Mange ting ændrede sig drastisk i mellemøsten, efter Israels uafhængighedserklæring i 1948, dette blev startskuddet til en af de mest problemfyldte konflikter i verdenshistorien. Den ene væbnede konflikt afløste den anden, og konflikten synes ikke at få en ende, før en af parterne var blevet knust. Men nu efter næsten 50 år med ufred, er man begyndt med meget spæde skridt, at gå mod en fredelig løsning af problemet. En løsning som man ikke i sin vildeste fantasi turde håbe på for bare 25 år siden. For jøderne var uafhængighedserklæringen i 1948, et udtryk for jødernes stræben og kæmpen, folkets håb, folkets drøm var gået i opfyldelse. Men for Israels vedkommende betød det ene folks uafhængighed, det andets afhængighed, en afhængighed følte de, af et fremmedlegeme, som var kommet og havde frarøvet det land, der havde været deres igennem generationer. Men hvori ligger kilden egentlig mellem disse to folk, som for blot 150 år siden levede i fredelig coeksistens! To folk som er så tæt knyttet sammen i deres historiske arv, at de mere eller mindre minder om storebror og lillebror. Palæstina er heller ikke kun et problem mellem to folk, men også et problem som verdenssamfundet må tage en del af skylden for. Havde man så travlt med at skille sig af med jødeproblemet i Europa, at man helt overså konsekvenserne af dannelsen af en jødisk stat i et land, som rent faktisk var beboet? For at kunne belyse denne problemstilling, må man grave tilbage i tiden, og forsøge at danne sig et overblik over de faktiske hændelser. I denne opgave har jeg lagt ud med en kort beskrivelse af jødernes historiske baggrund, fra tiden beskrevet i det gamle testamente til dannelsen af den zionistiske bevægelse i 1897. Denne historiske beskrivelse, danner senere baggrund for min diskussion om zionisternes eventuelle ret til landet Palæstina. I Palæstinaproblemet spiller, som før nævnt, verdenssamfundet også en rolle i dannelsen af staten Israel. Her vil jeg komme ind på mandatfordelingen efter 1. Verdenskrig, jødeforfølgelserne i nazityskland, og sidst men ikke mindst FNs overtagelse af den varme kartoffel. Sluttelig vil jeg i epilogen forsøge at opsummere hændelsernes forløb, og give min vurdering af situationens tilstand.

Gyldendals Fremmedordbog

Den historiske forbindelse mellem det jødiske folk og Palæstina

I 1100-tallet f.v.t. var Palæstina frugtbar landbrugsjord, et faktum som gjorde at landet tiltrak ørkenens og
ødemarkens mænd til sig. I 1100-tallet f.v.t. var Palæstina beboet af Kannanitterne. Og på dette tidpunkt slog
Israelitterne sig ned i landet, for at få del i landets frugtbare jord, dette blev grundstenen til israelernes
storhedstid, som indledtes omkring år 1000 f.v.t. med kongerne Saul, David, Salomon. Omkring år 1000 f.v.t.
byggede kong David borg på zionbjerget i Jerusalem, som han gjorde til hovedstad, senere byggede hans
søn kong Salomon endvidere et tempel i Jerusalem, som både i datiden, men så sandelig også i fremtiden
fik enorm betydning for jøderne. De efterfølgende 400 år med selvstændighed endte brat år 586 f.v.t. da
landet blev eroberet af Babylonerne, som ødelagde tempelet og deporterede største delen af den daboende
befolkning, dog vendte de fleste jøder tilbage i løbet af dette århundrede.
De følgende århundrede bød på flere forskellige overherredømmer for jøderne. Disse forskellige
overherredømmer forsøgte i varierende gard, at komme jødedommen til livs (eksempelvis ved at forbyde
gudstjenester for jøder). I 63 f.v.t. eroberede det hurtigt ekspanderende Romerrige Jerusalem, og jøderne var
dermed underlagt Romerrigets hårdhændede styre, jøderne rejste flere opstande, men de blev alle slået ned.
I år 66 e.v.t. startede jøderne endnu et oprør mod undertrykkerne, dette oprør endte år 70 e.v.t. med komplet
ødelæggelse af Jerusalem og dets tempel, de sidste kæmpende jøder var trængt tilbage til Masada, hvor de
efter 3 år under romersk belejring begik kollektiv selvmord. Dette nederlag blev begyndelsen til jødernes
diaspora, som kulminerede i 135 e.v.t. da kejser Hadrian udstedte et forbud mod jødisk tilstedeværelse i
Palæstina med trussel om dødstraf, efter flere mislykkedes jødiske forsøg på opstand.
Jøderne var nu spredt ud over hele verden, et faktum som jøderne måtte leve med, dog opgav jøderne
aldrig håbet/længlsen efter det land, som var blevet dem lovet. Igennem disse mange hundrede år med
undertrykkelse og diaspora blev templet zion og Jerusalem et symbol på det tabte paradis, dette kom dagligt
til udtryk igennem bønner og andre faste jødiske ritualer.
Som tiden gik blev jødernes længsel efter deres forfædres land mere abstrakt, dog betragtede de fleste
jøder stadig Palæstina som deres hjemland og Jerusalem som deres hovedstad, lige meget hvor i verden
de så end befandt sig.
I selve Palæstina var kristendommen blevet den dominerende religion, ca. 600 år senere var islam blevet
den dominerende, men der var stadig minoritets grupper af jøder og kristne.
Op igennem tiden havde der lejlighedvis været talt og tænkt om jødernes tilbagevenden til Palæstina,
oftest var der tale om religiøse fanatikere . Men den moderne zionisme blev først grundlagt i det nittende
århundrede. Den opstod blandt jøder i østeuropa og det czaristiske Rusland, hvor der dengang var store
jødiske koncentrationer, navnlig i Ukraine og Hviderusland, hvor der befandt der sig over 5 millioner jøder.
Forklaringerne på den moderne zionismes opståen skal findes i Europa. Masakrere på jødere i Europa var
ikke ualmindeligt. Dette skete nogle gange af religiøse grunde, nogle gange under økonomiske eller sociale
påskud. Jøderne blev slagtet, da korsridderne krydsede Europa på deres vej til "det hellige land"
(11-12 århundrede), slagtet under "den sorte død", for med vilje at have forgiftet brøndende! (14 århundrede).
Senere pogromerne i Ukraine og Rusland for slet ikke at nævne udrensningerne i Tyskland under Hitlerstyret.

En anden forklaring, eller en del af forklaringen, lå også i den franske revulotion i 1789, som satte en
frihedsbevægelse i gang. Denne frihed blev paradoksalt nok en slags trussel mod jødedommen, da den gav
anledning til jødisk assimilering i de pågældende lande, altså en sløjfning af tanken om tilbagevenden til zion.
Dette forsøg på assimilering blev af mange landes etablerede borgerskab opfattet som en trussel mod deres
nation, som så igen førte til antisemitisme og pogromer mod jøderne (det skal hertil siges at det største forsøg
på assimilering fandt sted i Tyskland!) .
Specielt pogromerne i Rusland spillede en større rolle i den moderne zionismes opståen
Efter mordet på den russiske czar Alekexander II i 1881, startede de værste pogromer mod jøderne, der var
ikke bare tale om et folkeligt barbari imod jøder, men det russiske czar styre offentliggjorde, at det var jøder
det stod bag mordet, og gjorde derfor ikke meget for at stoppe det. På baggrund af pogromerne i Rusland
skrev en jødisk læge ved navn Leo Pinsker, i 1882 bogen "Autoemanzipation", hvor Pinsker erkendte at
assimiliseringen1 ikke var en løsning for det jødiske mindretal i Rusland, han mente endvidere, den eneste
løsning måtte være, at de jøder der ønskede det, fik lov til at slå sig ned et andet sted i verden, hvor de
kunne virkeliggøre sig uden frygt for at blive forfulgt af deres omgivelser. Det skulle desuden ikke være
omverden som skulle løse dette problem, men jøderne selv.

I 1862 var der udkommet en anden bog af Moses Hess "Rom og Jerusalem". Hess var tysk jøde og socialist.
Han tænkte derfor på jøderne som et socialt folk, der var bundet sammen i et fællesskab, som kun kunne
være et fremmedelement i ethvert land verden over. Hjemløshed var altså det der karaktiserede jøderne,
og dette kunne kun laves om på ved jødisk emigration til Palæstina.

Når man snakker om zionisme, taler man gerne om Theodor Herzl som dens stifter, dette er for så vidt
også rigtig, da udtrykket zionisme ikke før havde været formuleret som betegnelse for en ideologi. Dette blev
den i 1896, da Herzl udgav "Der Judenstaat". Denne bog skilte sig ud fra Pinsker`s og Hess`, ved at være
en slag opskrift på en jødisk statsdannelse. For Herzl var det heller ikke altafgørende, hvor denne jødiske
stat rent geografisk skulle befinde sig, men han var på den anden side godt klar over, at mange jøder
knyttede deres identitet til Palæstina. For Herzl gjaldt det først og fremmest om virkeliggørelsen i praksis.
Herzl`s bog vandt anerkendelse verden over blandt jøderne, i modsætning til Hess` og Pinskers. Herzl var
også af den opfattelse at assimilationen var slået fejl, ikke fordi jøderne havde prøvet, men simpelthen
fordi antisemitismen lå dybt rodfæstet i det europæiske folk, og kun behøvede en lille anledning til at
blusse op. Derfor måtte løsningen ligge i anerkendelsen af jøderne som et folk uden land, men som søgte et.
Herzl skrev således i "Der Judenstaat":
"Måske kunne vi sporløst gå op i de folk, der omgiver os, hvis man blot lod os være i fred en eller to
generationer. Man vil ikke lade os være i fred. Efter korte perioder af tolerance vågner fjendtligheden mod
os bestandig igen. At det går os vel synes at indeholde noget ophidsende, fordi verden i mange århundreder
har været vant til at se os som de forageligste blandt de fattige.
...
Vi er èt folk - fjenden har uden vores vilje gjort os til det, sådan som det altid har været tilfældet i historien.
I nøden står vi sammen, og så opdager vi pludslig vores styrke. Ja, vi har styrke til at skabe en stat, endda
en mønsterstat. Vi har alle de menneskelige og salige midler, som behøves dertil."
Med "Der Judestaat" havde Herzl dannet baggrund for en egentlig zionistbevægelse, som stræbte
mod "et land til folket uden land". Herzl`s zionistbevægelse mødte megen modstand blandt de assimilerede
jøder, specielt i Tyskland, da bogen skabte uro blandt de jøder, som havde haft held til at intigerer sig i landet
uden at skulle opgive jødedommen. Han mødte også modstand fra de meget religiøs bestemte jøder i
Østeuropa, for hvem et jødisk land skulle hænge sammen med Palæstina. Herzl fik oganiseret den første
zionistkongres i Basel i 1897, og dermed var grundstenen til det senere Israel lagt.
Herzl er som tidligere nævnt gjort til ophavs mand til zionismen, som førte til oprettelsen af staten Israel,
dette kan man forsåvidt også godt sige, men det var ikke helt hans tanker der blev virkeliggjort. Da det var
en hvis Chaim Weizmann, der kom til at præge zionistbevægelsen (Herzl døde i 1904 uden at have set
virkeliggørelsen af det arbejde han startede).
Weizmann var fra Rusland, men kom til England i 1904, hvor han blev den ledende i udformningen af
zionismen. På et punkt skilte Weizmann sig ud fra Herzl. Nemlig det faktum at Palæstina havde en
befolkning, et punkt som Herzl helt havde overset. Weizmann var af den holdning at gøre Palæstinenserne
til samarbejdspartner i skabelsen af den jødiske stat.
På dette grundlag startede det jødiske arbejde mod et nationalt hjem for jøder i Palæstina. Theodor Herzl
skrev i sin dagbog efter det første zionistmøde i Basel:
"Hvis jeg skal samle kongressens resultat i få ord - ord, som jeg er forsigtig nok til ikke at udtale offentlig
- vil jeg sige : I Basel grundlagde jeg den jødiske stat. Sagde jeg det højt i dag, ville jeg møde almindelig
munterhed. Men om fem år, i hvert fald om 50 år, vil enhver kunne se det."

Som arbejdsværktøj til løsningen, eller rettere belysningen af dette meget komplicerede spørgsmål, har jeg valgt at dele diskussionen op i flere hovedkatagorier, for stadig at kunne bevare overblikket. En interessant indgangsvinkel til spørgsmålet, må vel være at snakke om begrebet ret i almindelighed. Hvilke forudsætninger skal man have for at have ret? Hvad vil det sige, at have ret? At have ret må vel være, at man i sin fulde overbevisning mener at have ret ud fra egen empirisk overbevisning. Hvis man går ud fra, at retten er på ens side ved dette faktum, er man tilbage ved status quo med hensyn til Palæstina problemet, da man må være enig i, at både jøderne og Palæstinenserne menes, at have retten på deres side. Derfor må der være flere facetter af at have ret. Eksempelvis har vi i Danmark et retssystem, som søger at skelne ret fra uret. Men her kan man igen ikke entydigt skelne disse, et sådant problem som kan opstå ved en uretfærdig lov!. Samme problem kan opstå under et undertrykkende styre, hvor et folk bliver uretfærdigt behandlet for at kunne opretholde landets styre. Derfor må det være op til den enkelte at vurdere ret fra uret, og igennem denne vurdering forsøge at overbevise modparten, om hans/hendes ret eller uret.

Man står over for et problem, hvor to grupper af mennesker strides over èt stykke land. Her bliver vi nødt til at se lidt nærmere på de to grupper: 1) jøderne står i den ene gruppe, et folk som er spredt ud over den ganske verden, men med størstedelen i Europa. For godt 2000 år siden beboede disses forfædre landet Palæstina. Eller gjorde de! Det er vel højst tvivlsomt, at samtlige jøder boede i Palæstina. Religionen jødedom ekspanderede langt ud over Palæstinas grænser, og konverterede mange ikke-jøder ind i deres tro. Derfor må man gå ud fra at det ikke er alle jøder der havde forfædre i Palæstina. 2) Den anden gruppe er palæstinenserne, altså de folk der igennem de sidste årtusinde har boet i landet Palæstina. Da der ikke eksisterede egentlige befolkningsstatistikker før den engelske mandattid, er der kun tale om skønsmæssige tal. Men der menes, at Palæstinas befolkning talte omkring 600.000 indbyggere, hvoraf de 20.000 tilhørte jødiske samfund.

Et andet punkt i diskussionen må være den historiske ret for jøderne til, i at bosætte sig i Palæstina. Denne ret er højst diskutabel, da man må sætte spørgsmålstegn ved en "historisk ret", og hvis man skulle bruge en sådan, ville det være ekstremt vanskeligt at fastsætte en egentlig ret. Praktisk nok kan man bruge Palæstinas historie som eksempel. Så langt man kan følge Palæstinas historie tilbage, er det en beretning om erobringer, fredelige som krigeriske. Gang på gang er landet blevet erobret og generobret. De israelske stammer kom selv til landet på den måde, men i de fleste af disse tilfælde tilegnede de indvandrende sig hurtigt landets kultur, ikke at de ikke selv havde en kultur, men de tilvænnede sig de nye forhold, og blev dermed en del af landet. Senere i historien var det ikke længere indvandring, men fremmedemagter der besatte landet, og de blev ikke en del af befolkningen på samme måde, dels fordi de kom fra en højerestående kultur, dels fordi de blev frastødt af den daboende befolkning. Alle disse omskiftelige forhold med besættelse og assimilering, gør det uhyre vanskeligt at bestemme en historisk ret. Skal man tilkende den til Kanaanitterne, filisterne, israelitterne, moabitterne eller ammonitterne. Og hvordan ville verdens kortet ikke se ud i dag, hvis alle forsøgte at tilegne sig retten ved hjælp af historien. Man kan så på den anden side påstå, at historisk ret har en forfaldsdato, med denne påstand måtte retten tilfalde Palæstinenserne, af den simple grund, at palæstinenserne har udgjort befolkningen så langt tilbage man kan huske i historien.

Der er andre mennesker der mener, at retten er på jødernes side, ud fra et religiøst synspunkt.

Ud fra dette afsnit i 1.mosebog, gives der klart udtryk for en overdragelse af landet, hvor kanaanitterne boede, til Abrahams folk. Denne kilde er meget grundlæggende for jødernes fremtidige traditioner og dermed tilbagevenden til Palæstina, dog må man forholde sig kritisk til denne kilde, for det første på grund af den store religiøse værdi, men også på baggrund af nedskrivnings-tidspunktet i forhold til hændelserne. Dvs.. at nedskrivningen først er foregået, efter en mundtlig overlevering. Men alligevel må man vel konstatere, at den rent religiøse ret må tilfalde jøderne, et faktum som ud fra et moderne videnskabeligt synspunkt ikke ville kunne veje tungt.

Fra begyndelsen af zionistbevægelsens opståen, havde man betragtet landet Palæstina som et landområde i forfald. Ingen opbygning af landet havde fundet sted, og ingen havde behandlet landet på en måde, som kunne udtrykke fædrelandsfølelse. Der er mange lande i verden der i længere eller kortere tid havde været frataget deres selvstændighed. Eksemplerne er mange, Polen, Tjekkoslovakiet, Indien osv. Forskellen på disse lande og Palæstina var, at man vidste at her var Polen, her var Tjekkoslovakiet osv. Palæstina havde derimod aldrig gjort krav på selvstændighed. Palæstina var kun beboet af splinter af andre folkeslag, som levede en indforstået tilværelse som kastebold for de imperier, som alt efter styrkeforhold, dominerede Palæstina. Landet var ikke kun helligt land for jøder, også for kristne og muslimer, men her kommer forskellen mellem jødedommen som en national religion, og kristendommen og islam som universalreligion til udtryk. For kristne og muslimer var Palæstina et sted man valfartede til, for at opleve de utrolige gerninger og begivenheder der havde fundet sted her, blot for at returnere hjem, hvor i verden det så måtte være. For jødedommen var sagen en helt anden, det var en fast bestanddel i deres dagligdag, og derigennem medvirkende til, for altid, at fastholde Palæstina som deres hjemland. Dermed mente zionisterne, at de kunne gøre gavn med hensyn til en opbygning af landet. En anden moralsk grund for zionisterne, som især vandt anerkendelse efter Hitlers jødeforfølgelser, var nødvendigheden af at skabe trygge rammer for jøderne, efter hundredevis af år med jødiske blodudgydelser, i form af pogromer og antisemitisme. På denne baggrund måtte den naturlige følge på dette være, at landet havde brug for jøderne, såvel som jøderne havde brug for landet.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, gik Tyrkiet ind i krigen på Tysklands side. England havde herredømmet i Ægypten, og den engelske højkommissær, Sir MacMahon, førte i al hemmelighed forhandlinger med Hussein, om eventuel arabisk selvstyre. I juli 1915 stillede Hussein kravet om arabisk selvstændighed i et område hvor Palæstina var inkluderet. Den 24. Oktober 1915 svarede MacMahon på den britiske regerings vegne: "Med overnævnte ændringer er Storbritaninnien rede til at anerkende og støtte arabernes uafhængighed i alle land områder inden for de landegrænser, som guvernøren af Mekka har krævet" I 1916 blev der indgået en aftale mellem den franske og engelske regering, angående mellemøsten. Den var udarbejdet af de to landes mellemøstlige eksperter, Mark Sykes og Georges Picot, og er derfor kendt under navnet Sykes-Picot traktaten. Ifølge denne traktat skulle mellemøsten deles i en henholdsvis fransk og engelsk interessesfære. I størstedelen af disse områder skulle der oprettes delvis uafhængige arabiske stater. For Palæstinas vedkommende skulle området pga. sine hellige steder, sættes under international kontrol, dog skulle Palæstina knyttes nærmest til de engelske interesser. Imens disse forhandlinger fandt sted, forhandlede andre repræsentanter af den engelske regering med zionisterne, om Palæstinas fremtid. Den engelske zionistbevægelse anført af Chaim Weizmann og Lord Rothschild, havde i lord Balfour fundet en varm tilhænger, af zionisternes planer om bosættelse i Palæstina. Dette mundede ud i følgende brev d. 2 november 1917:

Det er mig en glæde på hans Majestæts regerings vegne at overbringe følgende erklæring til Dem om sympati med de jødisk-zionistiske ønsker. Den har været forelagt for og er blevet godkendt af kabinettet. -Hans Majestæts regering ser med sympati på oprettelsen af et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk og den vil gøre sit bedste for at fremme dette mål under den klare forudsætning, at der ikke sker noget, som kan gribe ind i de medborgerlige og religiøse rettigheder for de i Palæstina eksisterende ikke-jødiske samfundsgrupper, ejheller i jøders retigheder og politiske status i andre lande.- Jeg vil være taknemlig, hvis De vil bringe denne erklæring til zionistsammenslutningens kendskab.

Briterne stod altså efter 1. Verdenskrig med to modsætningsfyldte erklæringer, en som ville støtte zionisternes mål, og en erklæring som lovede støtte til dannelsen af et stor arabien. To uforenelige elementer. Imodsætning til McMahon-Hussein og Sykes-Picot aftalerne blev Balfourdeklartionen offentliggjort med det samme, dette skabte røre blandt de arabiske lande. Efter krigen var slut, skulle der i mellemøsten skabes nye grænser. Og de endelige ordninger blev fastlagt under San Remo konferencen, hvor mellemøsten blev opdelt i mandatordninger. Frankrig og England skulle styre mandaterne for folkeforbundet. Dette var stik imod arabernes ønske om selvstyre. Mens araberne var blev snydt (i henhold til McMahon-Hussein aftalerne), triumferede zionisterne, idet Balfourerklæringen blev gentaget i mandatforordningen for Palæstina i 1922. Balfours erklæring var herefter en international forpligtelse over for folkeforbundet, som pålagde England at fremme den jødiske indvandring, uden at skade den dèrboende arbiske befolkning. En opgave, som senere viste sig at være selvmodsigende. Op igennem 20`erne accelerede den jødiske Aliyah, med en voksende modstand fra arabisk side tilfølge. Det blev sværere og sværere at se en fredelig løsning på det stadig stigende problem mellem arabere og jøder. Op igennem 30`erne øgede spændningerne sig yderligere, dels pga. nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933, som sendte den mest massive indvandringsbølge mod Palæstina, dels pga. den voksende arabiske modstand mod jøderne. I 1939 udsendte den engelske regering den såkaldte Hvidbog, som skulle dæmme op for det stadig stigende problem. Denne hvidbog begrænsede den jødiske indvandring til kun 75.000 over 5 år. Denne hvidbog belv da også forkastet af både jøderne og araberne. For jøderne var det en katastrofe, da over 6 millioner europæiske jøder, var kommet i klemme under Hitlers lynkrige, desuden var balfourdeklarationen blevet forkastet. Under 2. Verdenskrig blev der dannet en selvstændig jødisk hær, som skulle deltage i krigen på De allieredes side. Denne hær blev af afgørende betydning for den senere dannelse af staten Israel, for det første blev hæren trænet og udrustet med våben, hvilket blev udslagsgivende under uafhængighedskrigen i 1948. For det andet styrkede det zionisternes position under de kommende bestræbelser, gennem FN der førte til oprettelsen af staten Israel. Efter 2.verdenskrigsslutning meddelte England i 1947 FN, at det ønskede at fritage sig fra mandat forpligtelserne. På dette tidspunkt herskede der borgerkrigslignende tilstande i Palæstina. I FN nedsatte man en særlig komitè for Palæstina. Efter komitèns besøg i Palæstina i sommeren 1947, var komitèen enig om at gøre Palæstina selvstændig. Et flertal anbefalede en deling af Palæstina, og den 29. November 1947 vedtog FNs generalforsamling delingsplanen med 33 stemmer for, 13 stemmer imod, og 10 der undlod at stemme. Zionisterne havde endelig fået deres Stat, og godt 6 måneder senere, den 14 maj 1948, oplæste statsminister Ben-Gurion uafhængighedserklæringen og proklamerede dermed staten Israels oprettelse.

For at kunne vurdere lovgrundlaget hvorpå staten blev dannet, støder man uværgeligt ind i problemet, om hvorvidt Balfourdeklarationen har sin gyldighed. Herved menes, at en nation lover en anden nation en tredie nationsland. At Folkenes forbund så senere pålægger England at opfylde sit løfte ved at fungere som mandatmagt i Palæstina, virker igen som halv gennemtænkt politik. Et andet problem ved britternes mandatmagt lå også i "at fremme den jødiske indvandring, uden at skade den dèrboende arabiske befolkning". Dette krav fra folkenes forbund viste sig at være så fyldt af modsætninger, at det ikke kunne lade sig gøre i praksis. Jo mere man øgede den ene part, jo mere kom det til at gå ud over den anden. Et problem som fra starten var uløseligt. Et andet besynderligt træk fra den brittiske mandat magt var appeasementpolitikeren Neville Chamberlains "hvidbog". Et dekret som begrænsede den jødiske indvandring til Palæstina. Dette dekret var udtænkt, for at dæmme op for den stigende konflikt, der var fulgt i kølvandet på jødernes aliyah. Det besynderlige i dekretet lå i at begrænse den ene part i at indvandre, men det anden part havde fri adgang!. Desuden omhandlede "hvidbogen" også skabelsen af en uafhængig palæstinensisk stat, hvor jøder og arabere skulle dele regeringsansvaret. For mig at se en fuldstændig utopisk tanke på baggrund af de foregående års uroligheder. For at kunne vurdere FNs rolle, efter overtagelsen af Palæstinaproblemet i 1947, må man betragte FN, som en organisation der handler helt og holdent ud fra medlemslandenes ønsker og krav, og dermed fremstår som verdensopinionens mening. Problemet med FN i denne sag var, at araberne ikke ville anerkende FNs ret til at blande sig i Palæstinaproblemet. Araberne mente ikke at Palæstinaproblemet var et anliggende for verdenssamfundet, men derimod et rent lokalt problem. Med denne politik satte araberne sig reelt udenfor indflydelse, da de nægtede at samarbejde med den kommision, som FN havde nedsat til at belyse Palæstinaproblemet. Her kan man så igen diskutere om FN egentlig var den rette til at løse problemet. Araberne mente det, som før nævnt, ikke. Men hvem skulle så? Regionale løsninger var forsøgt udført af den britiske mandatmagt, men alle med samme resulttat, forkastelse af planerne fra både arabisk og jødisk side. De regionale løsningsforslag havde altså ikke fundet svaret, derfor må man betragte FNs indtræden i problemet, som værende i orden.

Epilog

Historien om Palæstinaproblemet er i sig selv en unik historie, intet andet sted på jorden har et folk
krævet deres land tilbage, efter så mange århundrede år med fravær. Selve problemstillingen er uhyre
vanskelig, at sætte sig ind i. Fordi der for de involverede parter er blandet enorme følelser ind.
Hvordan ville man ikke føle, hvis et fremmedelement pludselig kom og tog det land fra en, som havde
været ens igennem generationer! Hvordan ville man ikke føle, hvis man som jøde, efter tusinde år med
ufattelige lidelser, endelig kunne øjne chancen for et pusterum. Ville man så ikke gribe chancen, og holde
om den med næsten desperat kraft!
For jøderne var det en årelang drøm der gik i opfyldelse i 1948, for Palæstina-araberne et årelangt mareridt
der begyndte. Lige meget hvordan man vender og drejer det, er et folks ret blevet et andets uret. Lige meget
hvor meget man vender og drejer det, er Israel opstået på bekostning af det folk, man i dag benævner
palæstinenserne. Et folk som igennem hele processen var de eneste der ikke blev spurgt, hverken af de
arabiske eller af de vesteuropæiske lande. Hadet mellem jøder og arabere bunder vel egentlig ikke i et folk
der har ret, og et andet der har uret. Men vel snarere i en ret fra begge sider.